fbpx
Kategorier
Artikel

Renovering af husets festsal

Mens vi venter på genåbningen, kommer der her en opdatering på foreningens nedlukningsprojekt:

Renovering af husets festsal.

Det er et stort og angstprovokerende projekt, for festsalen er allerede fantastisk smuk og emmer af historier. Det var her Otto Leisner inviterede til Forårsfest og filmfremviseren kørte med 16mm-spoler lejet hos Statens Filmcentral.

Lysekronerne, de smukke radiatorskjulere og den gigantiske foldevæg. Foredrag og bankospil, koncerter, jubilæumsfester og idrætslegestue.

Festsalen er husets juvel, men den trænger også bare rigtig meget til en kærlig hånd.

Så… Foreløbigt er lofter og vægge vasket ned. Vi har spartlet alle revner og træværket har fået en tur med sandpapiret. Og nu maler vi: Vægge, paneler, radiatorskjulere, stuk osv. Det tager tid, men vi får masser af hjælp fra husets rengøringsteam (Emma og Eva), bofællesskabet og et par fantastiske fædre fra Jylland.

Når vi er færdige med malingen, kommer der snedkere og bygger en akustikløsning på væggen modsat foldedøren.

Der var faktisk hele grunden til projektet startede: Fordi der er rigtig meget behov for at forbedre akustikken. Det tænkte man åbenbart ikke så meget på i 1925.

Voetmann Akustik og Krydsrum Arkitekter har hjulpet os med at finde en løsning, hvor “firkanterne i endevæggen” trækkes ud, og der gøres plads til skjulte absorbenter indfarvet som resten af salen. Farver, som i øvrigt er landet på en let opdateret udgave af de nuværende blå-grønne nuancer, og som efter sigende stammer tilbage fra 50’erne eller 60’erne.

Vi glæder os helt vildt til at vise jer resultat når vi på et tidspunkt genåbner med Familiesang på Amager, Karaoke Collective, Nytårscamps, Børnehøjskole osv. Og en kæmpestor medlemsfest. Vi trænger virkelig til en fest.

Indtil da maler vi videre. Og i morgen er der Grundkursus i kristendom #4 – med Jørgen Kvist live på Facebook.

Alt godt fra Amager 🙂
Kh Filip, Christine og Peter, Husværter