Pilotprojekt:
Vær med til at udvikle Amager Børnehøjskole
Vi søger frivillige, der har lyst at engagere sig i udviklingen af Amager Børnehøjskole, som åbner i sensommeren 2021.
Om Børnehøjskolen
På Amager Børnehøjskole gør vi verden større for de mindste ved at lave kurser og aktiviteter for 6 -13 årige. Her kan børn fordybe sig og lære noget om det, de er sammen om f.eks. madlavning, musik og håndværk, og på børnehøjskolen vil der altid være fællestid med fortællinger, samtale og fællessang.
Amager Børnehøjskole har et folkekirkeligt ståsted og skaber rum for fortællinger og samtaler, der gør børn og frivillige klogere på sig selv, hinanden og livet. Amager Børnehøjskole har en nysgerrig og åben tilgang til eksistens, tro og samfund med respekt for forskellige holdninger og personlig tro.
Vi har lokalerne, og vi har allerede gjort os mange tanker om, hvad Amager Børnehøjskole skal være, men vi har brug for flere, som har lyst til at give deres bidrag og energi, så Amager Børnehøjskole kan blive en realitet. Vi er i et stort næsten 100 år gammelt hus, som har en masse charme og en del af huset er klar til at blive indrettet til børnehøjskole.
Foto: Aarhus Børnehøjskole Foto: Aarhus Børnehøjskole
Opgaverne
Som frivillig i projektgruppen for Amager Børnehøjskole bliver du en del af en gruppe, som skal udvikle højskolens værdier, pædagogiske retning, kurser og aktiviteter og indretning af lokaler – og du skal være med til at skabe engagement, netværk og kommunikation omkring højskolen.
Derudover skal du være med til at tilrettelægge og udføre 3 testforløb, inden Amager Børnehøjskole for alvor åbner for kursister i sensommeren 2021. Projektgruppen afholder ugentlige møder, hvor der skiftevis arbejdes med fælles opgaver og egne ansvarsområder.
Kvalifikationer
Du behøver ikke have kendskab til KFUM og KFUK for at være frivillig på Amager Børnehøjskole – faktisk ser vi gerne, at gruppen kommer til at bestå af mange forskellige personligheder, kompetencer og verdenssyn. Det vigtigste er, at du er mødestabil, engageret, og gerne vil være med til at skabe et sted med kvalitet, værdighed og nysgerrighed for børn i alderen 6-13 år.
Vi tilbyder dig
Som frivillig i projektgruppen for Amager Børnehøjskole bliver du en del af en engageret gruppe, hvor du får erfaring med at arbejde med målrettet projektudvikling. Du får mulighed for at afprøve dine faglige kompetencer og tillære nye, som kan være givende for din uddannelse, arbejdsliv og CV. Du bliver også en del af et større fællesskab af frivillige og medlemmer af YMCA Amager – et lokalt fællesskab med et globalt udsyn.
Der er allerede skitseret en tidsramme for det næste år, og det er vigtigt, at du har mulighed for at komme til de første møder
Opstart før jul
Vi sætter en fælles retning for Amager Børnehøjskole. Vi tager udgangspunkt i erfaringer fra Aarhus Børnehøjskole, og arbejder med at gøre projektet til vores eget og Amagers. Vi skal bl.a. tale om, hvordan vi opbygger vores team, fordeler roller, og finder ud af, hvordan vi skal arbejde sammen.
- 15. november 2020, eftermiddag: Vores første møde.
- 29. november 2020, hele dagen: Vi håber på en studietur til Aarhus, ellers går vi i dybden med børnehøjskolen på Amager.
- December 2020: Der afholdes 3 møder i projektgruppen for Amager Børnehøjskole
Fase 1
Januar – midt marts (2021). Udvikling, test og evaluering.
Fase 2
Midt marts – start maj. Udvikling, test og evaluering.
Fase 3
Start maj – sommerferie. Udvikling, test og evaluering
samt forberedelse til ekstern åbning af Amager Børnehøjskole
inkl. ansættelse af forstander
Samtaler
Hvis du er interesseret i at være med, så skriv en kort, motiveret ansøgning. Ansøgningen sendes senest d. 21. oktober til info@ymcaamager.dk.
Vi tager en uformel snak om hvilke muligheder er i projektet, og hvordan du kunne passe ind om formiddagen d. 24. oktober og om aftenen d. 28. oktober.
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Christine Ravn Lund på info@ymcaamager.dk.
- Læs Børnehøjskolens manifest her.
- Aarhus Børnehøjskole: www.børnehøjskole.dk
Baggrund
YMCA Amager er en lokalforening på Amager. Vi arrangerer aktiviteter og fællesskaber, hvor børn og unge møder hinanden og verden. Vi er en del af KFUM og KFUK i Danmark og verdensbevægelserne YMCA og YWCA.