Vær med

Vil du være med til at lave børnehøjskole?

Som frivillig på Amager Børnehøjskole bliver du en del af et hyggeligt fællesskab, hvor der er plads til forskellige roller og opgaver – vi lykkes sammen, når vi hver især bidrager på forskellige måder. 

Som frivillig får du løbende mulighed for at afprøve dine faglige kompetencer og tillære nye, som kan være givende for din uddannelse, dit arbejdsliv og dit CV – og så får du selv masser af højskolestemning i hverdagen!

Udover hos Børnehøjskolen, bliver du også en del af et større fællesskab af frivillige og medlemmer af YMCA Amager – et lokalt fællesskab med et globalt udsyn.  Her er blandt andet højskoleaftener, internationale camps og fællesspisninger.

Vi mødes altid med nye frivillige til en stille og rolig snak og forventningsafstemning forud for deltagelse – og ved du ikke helt hvilken rolle, der passer dig, så tager vi en snak om det og finder noget, der passer til dig. 

Frivillig på
Håndværk og Krea

Kunne du tænke dig et fedt fællesskab i hverdagen, med børn og andre frivillige? Og interesserer du dig for håndværk og krea? Så er vi helt sikre på, at du passer helt perfekt ind som frivillig på kurset “Håndværk og Krea” på Amager Børnehøjskole. 

Som frivillig underviser bliver du en del af et fællesskab, hvor vi gør verden større for de mindste. Sammen med andre frivillige skal du forberede undervisningen, samt undervise børn fra 2. – 5. klasse på vores Håndværk og krea-kursus. Vi finder sammen ud af, hvad temaer og indhold skal være for de forskellige kursusgange. 

Så hvis du har lyst til at udfolde dine kreative evner inden for eksempelvis ler, keramik, sløjd, origami eller noget helt femte, så synes vi at du skal komme og være med. Det vigtigste er, at du har lyst til at skabe et nysgerrigt og rart fællesskab sammen med børnene og de andre frivillige.

Frivillig på
Børneteater og Scenesjov

Kunne du tænke dig et fedt fællesskab i hverdagen, med børn og andre frivillige? Og interesserer du dig for teater og leg? Så er vi helt sikre på at du passer helt perfekt ind, som frivillig på kurset Børneteater og Scenesjov på Amager Børnehøjskole. 

Som frivillig underviser bliver du en del af et fællesskab, hvor vi gør verden større for de mindste. Sammen med andre frivillige skal du forberede undervisningen, samt undervise børn fra 2. – 5. klasse i børneteater og scenesjov. Vi finder sammen ud af, hvad temaer og indhold skal være for de forskellige kursusgange. 

Så hvis du har lyst til at udfolde dine kreative evner inden for eksempelvis teatersport, MGP, skyggeteater, cirkus- og klovneskole, eller noget helt sjette, så synes vi at du skal komme og være med. Det vigtigste er, at du har lyst til at skabe et nysgerrigt og rart fællesskab sammen med børnene og de andre frivillige. 

Herunder finder du vores
forskellige typer af frivilligopgaver

Frivillig til kurserne

Som frivillig underviser bliver du en del af et fællesskab, hvor vi gør verden større for de mindste og skaber højskoletraditioner i børnehøjde. Sammen med andre frivillige skal du forberede undervisningen, samt undervise børn fra 2. – 5. klasse.

Et typisk program vil være som beskrevet herunder. 

  • 15.45 – 16.15: Frivillige møder ind og gør klar
  • 16.15 – 16.30: Drop in for børnene og snack
  • 16.30 – 16:45: Sang og samling
  • 16:15 – 18.15: Arbejde på kurset
  • 18.15 – 18:50: Spisning
  • 18:50 – 19.00: Sang og samling. Tak for i dag 😊

Som frivillig på et kursus får du erfaring med at planlægge og eksekvere undervisningsforløb i samarbejde med andre engagerede frivillige.

Arbejdsgruppe – kommunikation 

Som en del af arbejdsgruppen bliver du en del af lille, kreativt hold. Der arbejdes både med formidling, grafik og forskellige idéer til at sprede budskabet om Amager Børnehøjskole, herunder at opsøge nye deltagere til kurserne, samt frivillige til kurser, arbejdsgrupper mm.

Du får også lov at sætte dit præg på Børnehøjskolens udtryk. Arbejdsgruppen tilpasser løbende sin mødefrekvens, samt opgaver alt efter hvem der udgør gruppen.

Projektudvikling

Som frivillig i projektgruppen for Amager Børnehøjskole bliver du en del af en gruppe, som skal udvikle højskolens værdier, pædagogiske retning, kurser og aktiviteter og indretning af lokaler – og du skal være med til at skabe engagement, netværk og kommunikation om højskolen.

Projektgruppen afholder møder hver anden uge, hvor der skiftevis arbejdes med fælles opgaver og egne ansvarsområder.

Om Amager Børnehøjskole 

På Amager Børnehøjskole gør vi verden større for de mindste ved at lave kurser og aktiviteter for 6-13-årige. På kurserne kan børnene fordybe sig og lære noget om det, de er sammen om – eksempelvis madlavning, musik og håndværk. På børnehøjskolen vil der altid være fællestid med fortællinger, samtale og fællessang.

Amager Børnehøjskole har et folkekirkeligt ståsted og skaber rum for fortællinger og samtaler, der gør børn og frivillige klogere på sig selv, hinanden og livet. Vi har en nysgerrig og åben tilgang til eksistens, tro og samfund med respekt for forskellige holdninger og personlig tro.

Du behøver ikke have kendskab til KFUM og KFUK for at være frivillig på Amager Børnehøjskole – faktisk ser vi gerne, at gruppen kommer til at bestå af mange forskellige personligheder, kompetencer og verdenssyn. Det vigtigste er, at du er mødestabil, engageret, og gerne vil være med til at skabe et sted med kvalitet, værdighed og nysgerrighed for børn i alderen 6-13 år.